AVT vejledning med op og ned ture

AVT vejledning, avt træning, sprogstimulering, audilogisk klinik århus, auditory verbal therapy

Nu er vi snart igennem 2 x AVT forløb, begge to af et års varighed.

Da Alberte blev afsluttet havde vi endnu ikke hørt, at man ville forlænge forløbet for de nye CI-bør. ØV at vi hverken med Alberte eller Ella kunne være med i det. De afsluttede Alberte med en lille test, der viste, at Alberte havde sprog/ordforråd/forståelse som sine jævnaldrende venner – HURRAA.

 

Ny ikke-AVT-uddannet vejleder

Så skulle vi i gang med en ny vejleder, der kom hjem til os 1 gang om måneden fra Ålborg. Hun er dog ikke uddannet i AVT vejledning, men har arbejdet med døve børn i mange år. Vi var ret skeptiske, de “døve skolerne” har en anden tilgang til de CI opererede børn. Vi har altid arbejdet med, at man helst ikke bør bruge visualisering som tegn mm. Vi har været vant til, at sætte forventningerne højt og konstant have mål vi skal nå. Så det var super mærkeligt, at vores nye vejleder hele tiden roste Alberte og gav os mål vi allerede synes Alberte kunne. I virkeligheden havde vi nok været ret stressede over konstant at skulle nå mål, samtidig med at vi havde nyfødte Ella.

Men Alberte klarer sig nu rigtig godt. Vi følte det stod stille en lang periode efter vi afsluttede AVT på audiologisk klinik, hende sprogtræning føltes nu sådan … abstrakt. Men hun udviklede konstant sit ordforråd, måske takket være alt vores sang og boglæsningen samt en vuggestue som er meget engageret i pigernes sprog. Derudover betyder det ufattelig meget at der er sprogmodeller i form af ældre børn. Faktisk scorede hun i en ordforrådstest en alder på 3,7 år til trods for at hun kun var 2,5 år – mega sejr!

Dårlig udtale 

Og hun fortsætter bare, hun snakker og snakker og har et kæmpe ordforråd og laver lange sætninger. Jeg havde aldrig turde håbe på, at hun er hvor hun er i dag! Men Alberte er en dame der altid har travlt, og det er for hende ikke altid så vigtigt hvordan hun får sagt tingene, det er mere vigtigt at få sagt noget. Og hun bruger meget kropssprog til at gøre sig forstålig overfor andre. Men hun er nogle gange svær at forstå (jeg forstår dog alt hvad hun siger, for jeg er vant til hende), så jeg kontakte PPR fordi jeg gerne ville have noget vejledning og en professionel vurdering. Det er vigtigt at man som forældre er fremme i skoene, for tingene kommer ikke af sig selv. Men de er nu altid så søde til at hjælpe.

Hun bruger meget sut, og det er nok en af de største syndere mht hendes udtale. Men heldigvis viste en udtaletest, at de problemer hun har er normale for alderen. De eneste to som hun har problemer med er /s/ og /f/. Derfor har vi de sidste 2 måneder haft særlig fokus på /s/ gennem nogle øvelser og ved at fremhæve s-lyden i ord. SÅ kommer vores vejleder fra PPR og tjekker op i august. Men jeg føler sgu det er lidt op ad bakke med den udtale.

 

Et AVT forløb uden megen deltagelse

Og Ella. Hendes AVT forløb har virkelig været op ad bakke. Ella har aldrig sovet godt om natten, og sover faktisk først igennem NU, hvor hun er knap 2 år. Hun har også været meget plaget af mellemørebetændelser som har gået ud over søvnen.

På grund af den manglende søvn hos både forældre og barn, har det været hårdt at skulle sprogtræne så intensivt. For ikke at nævne koncentrationen og deltagelsen i øvelserne, som var næsten ikke eksisterende. Ella gad aldrig medvirke og meget tit gik jeg hjem fra AVT med en dårlig mavefornemmelse og en endnu dårligere samvittighed. Ella gad stort set aldrig medvirke i linglydstjek, selvom vi forsøgte hver eneste dag herhjemme. Hun var absolut ikke god ved AVT vejledningerne i Århus, og jeg havde sådan en skidt fornemmelse om Ellas sprog.

Men jeg lavede øvelserne med Ella, også selvom hun brokkede sig og ikke ville deltage. Og vi blev ved at synge og læse bøger, selvom hun virkelig ikke gad. Hun var også tit med på sidelinjen når vi lavede øvelser med Alberte. Så hun har set og hørt en helt masse AVT, som vi ikke lige har været opmærksomme på. Og derudover havde vi allerede AVT under huden, så det virkede naturligt for os fra Ella var helt spæd. Det har helt klart været en fordel for hende.

Videoen her er Ella (1,5 år) på en god dag. Vi snakker om tillægsord på vores tavle med dyremagneterne. Fx “den stribede zebra” “den farlige løve” “fisken der svømmer” “den prikkede giraf der spiser blade” osv

 

Afslutningen, børnehave og endnu en ny vejleder

Nu afsluttes Ella den 4/8 og der laves ingen test på hende, da hun er yngre end Alberte var da hun blev afsluttet. Faktisk, hvis Ella var afsluttet bare en sølle måned senere, havde vi været en del af det 3 årige AVT forløb – pisse røv irriterende!

Men heldigvis, Ella klarer sig godt. Det hele gik med raketfart pludseligt, da hun begyndte at sove bedre. Hun gentog alt (og flot udtale endda) og lavede sætninger med flere ord – nok mest ”STOP MOR”. Ved vores sidste AVT session medvirkede hun aktivt til alle øvelserne og gjorde præcis som forventet, dét var en kæmpe YES-følelse i min mave og pludseligt forduftede al min dårlige samvittighed, for vi gør det sgu godt nok J

Nu er jeg spændt på den kommende tid. Alberte starter i BØRNEHAVE hvor der er mange gode og ældre sprogmodeller (mange af dem kender hun allerede fordi de deler legeplads). Forhåbentlig det er medhjælpende til at udvikle hendes udtale til det bedre. Og Ella starter AVT forløb magen til det Alberte får på nuværende tidspunkt. Det bliver lidt mærkeligt ikke at skulle til Århus mere, medmindre det er CI-tuninger.

Videoen viser Alberte der mestrer forskellige stemmer i historien. Vi skiftes til at læse højt for hinanden, først mor og så Alberte. Dernæst leger ved fx med figurer der repræsenterer de tre bukke bruse og trolden og bygger en bro af Lego, og her genfortæller hun igen historien me de forskellige stemmer. Legen udvikles og vi snakker videre om hvor trolden mon er nu, eller hvor bukkebrusene skal hen. Det udvikler hende fantasi og forestillingsevne.

 

Men der er op og ned ture. Nogle dage synes jeg Albertes udtale er vildt dårlig, men andre dage møder jeg fx jævnaldrende eller ældre børn som har ringere udtale eller mindre ordforråd, og så synes jeg pludselig hun er skide sej. Vi spejler meget vores piger i normalthørende børn, og det er måske forkert, men ellers føler man nogle gange at vi står stille.

 

Hvordan har jeres AVT forløb været? Er det bare kørt som perler på en snor? Lad mig høre 🙂 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.