Læs, dialog og sanselege

Ideer til lege med sanserne i bogen "Sammen om sanserne"

Vi oplever, lærer og husker gennem vores sanser. Leg med sanserne

Og hvis vi samtidig sætter ord på, mens det sker, styrker vi barnets ordforråd, sprogforståelse og endda hukommelse.

Hukommelse og sanser i samspil

Bogen Sammen om sanserne har givet os en kærligt skub og gjort os opmærksomme på, hvornår vi bruger vores sanser. Derudover har bogen medvirket til, at vi nu aktivt er blevet bedre til at sætte ord på sanserne, som vi jo faktisk bruger hele tiden, ofte uden at være bevidste om det.

Særligt når vi opholder os udenfor vores vante rammer er børnene blevet opmærksomme og gode til at sætte ord på. Vi snakker fx om, at vi føler frisk luft i ansigtet eller at vi kan høre en lastbil eller fugle der kvidrer. Måske kan vi også dufte noget. Det er skønt at se børnenes engagement og interesse for noget, som vi har læst om. Det er som om der går er kommet lys i pæren!

Bogen “sammen om sanserne” egner sig særligt til de 3-7 årige børn.

Selv de mindste børn kan læse med i bogen fortælling, da teksten indeholder symboler. Farverige flotte symboler, der er lette for børnene af aflæse og dermed deltage i dét at læse bøger. Det øger barnets selvtillid og interesse i selv at læse bøger. Fremtidens gode læsere starter med denne bog!

Her i videoerne ser du Hugo på 2 år, der læser med sammen med mor. Og den næste video er det Alberte på 5 år der læser med ved hjælp af billesymboler i teksten.

 

Hukommelsens betydning for sproget

At lære er at huske.
At huske hvad man har lært.

Man snakker også om se-høre-røre-gøre læringsstil. Uanset hvilken læringsstil* dit barn har, synes jeg altid man kan slippe godt afsted ved at kombinere stilene.

Og det gør vi netop,  når vi læser om sanserne ved højtlæsning, taler om dem, inddrager egne oplevelser og erfaring og slutteligt får lov at bruge dem i sanselege og klippe-klistre-historier. På den måde er der stor chance for, at den nye viden lagres i hukommelsen.

Inspiration til aktiviteter med brug af sanserne

Hukommelse er, hvordan viden kodes, gemmes og senere hentes. Den kan inddeles i forskellige slags hukommelser: langtids-, korttids-, arbejds-, auditiv- og visuel hukommelse. Ny forskning viser, at arbejdshukommelse er en mere væsentlig faktor end intelligens, når man taler om læring (Bylander & Krogh, 2014).

Arbejdshukommelse er en bearbejdning af de informationer, der stammer fra både korttidshukommelsen og langtidshukommelsen. Her er der begrænset kapacitet. Den samarbejder med vores ydre og indre opmærksomhed, som er grundlæggende i vores læring af sprog og går forud for al anden kognitiv træning.

Så hvis man styrker barnets opmærksomhed (eksempelvis ved at læse bøger) fremmes arbejdshukommelsen og dermed også indlæringsevnen (Fredens, 2012: 173).

 

Hvorfor er gentagelser vigtige for læring

Den første hukommelse er kropslig. Det er den der bruges, når små børn lærer at kravle, stå og gå. Det er en arbejdsstrategi med mange gentagelser og justeringer undervejs ud fra hukommelsen, der minder dem om, hvad der skete lige før.

Børn, der har en dårlig motorik, har også en dårlig kropslig hukommelse og dermed et dårligere fundament for hukommelse (Fredens, 2018). Uanset hvilken hukommelse der tales om, skaber mange gentagelser forbindelser i det neurale netværk i hjernen. Des flere forbindelser der er, des mere automatiseret bliver gentagelsen – Hvis du har gået at en lille sti nok gange, bliver stien mere en vej.

Når noget er lært, frigives dopamin i hjernen. Det fungerer som vores belønningshormon, og det vil blive lettere at overføre den glæde til andre områder, hvor der skal læres noget nyt (Fredens, 2012: 232).

Gentagelser kan bestå af et dagligt ritual. Når det er gentaget tilpas nok gange, vil hjernen bruge mindre energi, fordi den husker dem, og det vil blive en automatisering. Og så er der igen kapacitet i arbejdshukommelsen til at lære nyt. Jo mere der er blevet automatiseret, jo mere kapacitet er der til at lære. Derfor er piktogrammer også gode, fordi rutiner automatiseres, og der bruges færre kræfter på konflikter.

SÅ gentagelser vigtige, bl.a. når barnet lærer sprog. Nemme løsninger er kedelige, og derfor må barnet gerne udfordres og presses, så længe det ikke går ud over engagementet og humøret.

 

 

Sanselege og sanseaktiviteter for børn

Internettet (særligt Instagram og Pinterest) er fyldt med gode eksempler på sjove lege, hvor sanserne inddrages. Hos de større børn er bogen her særligt god, da vi her får en masse viden gennem bogen, som vi er i dialog om, og bagefter kan vi gå ud og bruge vores nye viden gennem egne sanser.

Man finder inspiration til sanselege bagerst i bogen. Og det er bare skønt med konkrete eksempler på, hvad man kan bruge, for min “mor-hjerne” står altså nogle gange i tomgang.

Vi arbejder med sanselege, efter vi har læst bogen "Sammen om sanserne"

Jeg håber at I kan få ligeså meget sjov ud af bogen, som vi har.
Og vi er slet ikke færdige!

Kærlig hilsen Rikke, Alberte og Ella

*https://www.alt.dk/boern/test-hvordan-laerer-mit-barn-bedst

2 svar til “Læs, dialog og sanselege”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.