Om os bag Ciha

Hej, vi er familien Amdisen

Den 1 september 2014 mødte vi Alberte for første gang. Tre dage senere mødte vi stolte op på sygehuset til den obligatoriske hørescreening. Og Alberte gik ikke igennem testen – med andre ord. Hun hørte ikke som andre børn.

I dagene efter fulgte en masse tests. Hvor meget eller hvor lidt kunne hun egentlig høre? Vi sad timevis i det lydisolerede rum og klyngede os til håbet om, at hun kunne høre. At det var en fejl. Men det var det ikke. Vi fik beskeden: Alberte har et meget stort høretab.

Vores tanker kredsede i alle retninger: Hvad betyder det, at have et stort høretab? Hvordan håndterer vi det? Hvad med hendes fremtid? Hvad er vores rolle? Hvordan kommer hun til at tale bedst muligt?

Den dag blev vi ramt af lynet. Det glemmer vi aldrig. Vi skulle nemlig tage afsked med alle de forventninger og drømme vi havde haft omkring vores barn – og så skulle vi skabe nogle nye.

Alberte fik almindelige høreapparater, da hun var 8 uger gammel. Vi havde mange udfordringer med høreapparaterne og prøvede mange forskellige hårbånd. Men intet virkede. Udfordringen var at mikrofonen blev blokeret og derfor hylede de. Vi ledte efter løsningen, men den blev ikke serveret, for den fandtes ikke.

Alberte blev opereret med de avancerede høreapparater cochlear implantater, da hun var 11 måneder gammel. Hendes hørelse var for dårlig til almindelige høreapparater. Men vi havde stadig samme udfordringer med at holde udstyret på plads. Albertes lillesøster Ella kom til verden 1,5 måned efter, at Alberte blev opereret. Vi vidste, at der var en risiko for, at hun havde samme udfordring med hørelsen. Og det havde hun. Men denne gang var vi bedre forberedt.

Høreapparater, Cochlear implantater og AVT er derfor en stor del af vores liv. Det er baggrunden for, at denne side er blevet til. Vi vil gerne give alle de ting videre, som har virket positivt for os.

Vi vil gøre det nemmere for børn at holde deres høreapparatar på hovedet mens de er små, og vi vil gøre det nemmere for nye, og erfarne forældre, at lege samtidig med at de bruger AVT.

Vi har udviklet et pandebånd, der giver ro i maven hos mor og far. Fordi det bliver siddende. Vi har længe arbejdet på at udvikle det helt rigtige pandebånd i samarbejde med professionelle partnere.

Vi har også lavet guidelines til alle vores produkter, som har et sprogstimulerende potentiale.

Vi håber at Ciha kan spare jer for en masse bekymringer og gøre tilgangen til høretab og sprog aktiviteter sjovere og lettere. I behøver ikke opfinde den dybe tallerken, hvis I følger med på Ciha. Vi har gjort arbejdet for jer.

Rikke, Jens, Alberte & Ella

PS: Se vores ordbog her, hvor alle de ord du ikke har helt styr på er forklaret