EMNER PÅ BLOGGEN

SENESTE INDLÆG

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER

Børns tidsfornemmelse og behov for forudsigelighed

Små børn har ingen erfaring med, hvad tid er

De lever i nuet og deres hjerner er endnu ikke modnet til at kunne overskue eller planlægge fremtiden. Det er derfor en vigtig del af jobbet som forældre, at påtage sig ansvaret og lederskabet over organiseringen i familien. Og indimellem clasher vores organisering af tiden, med børnenes manglende forståelse af den.

Det kan meget nemt og ofte resultere i konflikter over situationer, hvor vi skal nå noget og bliver stressede, og barnet ikke vil samarbejde.  At komme ud af døren kan føles som det største og mest drænende projekt, hvor alle forlader huset i en frustreret og nedtrykt stemning. Det kan være enormt hårdt for forældrene og føles enormt svært for børnene, ikke at kunne overskue og forudsige, hvad der skal ske. Desuden er det tungt for børnene og præger resten af deres dag, at starte den ud i en stressende, tung og negativ stemning.

De fleste børn har brug for forudsigelighed, og rytmer for dagen er derfor enormt hjælpsomt for barnets forståelse af, hvad der skal ske og i hvilken rækkefølge.

Forudsigelighed styrker barnets tryghed og fornemmelse af tid. Uforudsigelighed og pludselige skift, kan gøre børn frustrerede, genere store følelsesudbrud og give anledning til mange og lange konflikter.

 


 

Piktogrammer kan være en stor hjælp for små børn til, at kunne overskue dagen og det næste, der skal ske. Det kan skabe ro for både børn og forældre, at planlægge dagen og dermed reducere konfliktniveauet, da barnet har noget konkret og visuelt at forholde sig til. Barnet får tydeliggjort, hvad der skal ske, hvilket kan skabe ro for langt de fleste børn, og barnet får en styrket følelse af selvtillid ved, selv at kunne overskue visuelt, hvad det skal gøre – fx når barnet skal tage tøj på eller gennemgå en morgen- eller aftenrutine.

At få barnet til at deltage i opsætningen af piktogrammerne, kan desuden styrke barnets ejerskab og oplevelse af, at føle sig som en aktiv deltager i familielivet og den organisering, der foregår rundt om barnet.

Piktogrammer er særligt velegnede til børn med særlige behov – herunder børn med diagnoser indenfor autismespektret og børn med vanskeligheder ved impulskontrol, men er i øvrigt et gavnligt redskab i alle børnefamilier, da børn generelt set, endnu ikke har udviklet evnen til at overskue organisering, overblik og fornemmelsen af tid.

Familievejleder Maria Anderson
www.mariaanderson.dk 

Ét svar til “Børns tidsfornemmelse og behov for forudsigelighed”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.