EMNER PÅ BLOGGEN

SENESTE INDLÆG

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER

8 Sandt eller falsk om mellemørebetændelser

mellemørebetændelse, otitis media, sand og falsk, 8 sandheder om mellemørebetændelse, SOM, AOM

Der er så mange børn, der får mellemørebetændelse i denne årstid, og ørelægerne har lang ventetid – ”for fanden”, tænker du …

Her er kendetegnene, som du sikkert allerede kender alt til:

  • Barnet sover uroligt og vågner mange gange.
  • Man er oppe 1000 gange på en nat med et ulykkeligt barn, der græder og græder.
  • Barnet er irritabel og ukoncentreret og leger måske mere alene.
  • Barnet hører dårligt, og udtalen er blevet dårligere.
  • Barnet bliver hyperaktivt, har sværere ved at koncentrere sig og er ikke så nysgerrig.
  • Barnet er uopmærksom overfor lyde fra lydkilder uden for synsfeltet og er generelt mere visuel.
  • Barnet kan have balanceproblemer.
  • Barnet kan have feber, manglende appetit og øreflåd og har måske lige været forkølet.
Jeg oplever mange, som er bekymrede, når deres barn er ramt, og de vil gerne have dræn med det samme – men er det nu også en god ide? Og hvorfor må man ikke komme i daginstitution, når man har mellemørebetændelse?

Se denne animation om mellemørebetændelse (som er rigtig god). På samme link hører du også ørelægen fortælle, hvad du kan gøre, når barnet har ondt i ørerne

mellemøre, mellemørebetændelse, otitis media, sand og falsk, 8 sandheder om mellemørebetændelse, SOM, AOM

Med de mange mellemørebetændelser, som vi har været igennem, har jeg læst, spurgt og erfaret mig en masse, som er endt ud i følgende “sandt eller falsk”

1. Husk huen, så undgår du mellemørebetændelse

Falsk

Huen kan holde ørerne varme og måske forhindre en ørepine, hvis det er koldt eller blæser. Men huen alene har ingen forebyggende effekt på mellemørebetændelse. Sørg i stedet for, at barnets krop og fødder holdes varme (med fx uld), så en forkølelse undgås. Forkølelse kan forårsage mellemørebetændelse.

2. Alle mellemørebetændelser behandles med antibiotika

Falsk

Langt de fleste mellemørebetændelser forsvinder af sig selv. Man får som regel en opfølgende tid ved ørelægen indenfor 1-3 måneder.

Den bedste behandling er smertestillende behandling hver 6. time.

Ørelægen kan se på trommehindens udseende, om der er en infektion, og om antibiotikabehandling, øredråber eller dræn er løsningen.

Med mindre det er et barn med Cochlear implants, som vores Ella. Når man er Cochlear Implant opereret tages det meget alvorligt, når der er betændelse i mellemøret, da dette kan forårsage skader på elektrode og i værste fald give meningitis. Dette skyldes, at der under operationen er boret en kanal i kraniet ind til indre øre og hørenerven, som går videre til hjernen. Derfor bliver vi altid indlagt på børneafdelingen, når der er konstateret mellemørebetændelse. Her får man antibiotika i drop i et døgn og evt. lagt nyt dræn, hvorefter man bliver sendt hjem og fortsætter behandlingen oralt og med øredråber.

3. Barnet vokser fra de hyppige mellemørebetændelser

Sandt

Mellemørebetændelser forårsaget af virus og/eller bakterier er en af de mest almindelige infektioner hos børn. Allerhøjest indenfor det første leveår, ca. 25 %. Det aftager gradvist fra 15 % i andet leveår og 10 % i tredje leveår. (Kilde: Børn og ører, inflammatoriske mellemøretilstande, Mikkel & Jesper Holmelund)

Hvis I har set animationen, som jeg linkede til, ved I også, at trompetkanalen hos børn er kortere og smallere, og den er beklædt med slimhinder. Børns slimhinder reagerer kraftigere end voksnes. Disse slimhinder hæver, fx når vi er forkølede, har allergi eller er udsatte for fx røg og herved blokeres udgangen for den væske, der opstår i mellemøret. Som barnet vokser, vokser øretrompeten også, og mellemørebetændelser ophører eller bliver nedsat.

4. Barnet har en hørenedsættelse

Sandt

Når man har væske i mellemøret, svarer det til et midlertidigt mildt høretab på omkring 30-40 dB på det pågældende øre. Det lyder måske ikke af meget … Men hvad når jeg fortæller, at almindelig tale svarer ligger på 60 dB? Det betyder altså, at når du taler normalt, vil barnet høre det på niveau med hvisken.

Og så tilføj lige baggrundsstøj fra daginstitutionen. Et almindeligt lokale, uden støjkilder, ligger typisk på omkring 35 dB og en yderligere støjbelastning, som der er i daginstitutioner, medfører, at barnet har svært ved at skelne ordene og misser måske lyde som s, t, f og v.

De første 3 år er utrolig vigtige for børns sprogtilegnelse, og derfor er det vigtigt, at barnet har adgang til lyd. Derfor er man måske også tilbøjelig til at behandle med dræn til børn helt ned i 6 måneders alderen for en optimal sprogtilegnelse. Jo ældre barnet er, når det får mellemørebetændelse, jo mindre påvirkning har det på barnets sproglige udvikling.

Så selvom mellemørebetændelse bare er midlertidig, synes jeg, at der skal tages nogle forbehold støjmæssigt både hjemme og i daginstitutionen, som kan kompensere for høretabet.

Her er eksempler (som vi lever efter hver dag):

  • Undgå unødvendigt baggrundstøj i hjemmet fx opvasker/vaskemaskine bør køre, når barnet sover eller ikke er hjemme
  • Musik og TV bør kun være tændt, når der lyttes aktivt, og bør egentlig undgås.
  • Sid tæt på barnet, når I taler sammen eller læser bøger og gå ned i øjenkontakthøjde.
  • Giv barnet ro, det vil være ekstra træt pga den øgede koncentration om at lytte.
  • Tal tydeligt og dæk ikke din mund.
  • Tal én af gangen og gå ikke rundt, mens du taler med barnet.

5. Dræn ødelægger trommehinden

Delvist sandt

At få lagt dræn er et lille og ufarligt indgreb hos en ørelæge. Dræn giver øjeblikkelig virkning. Når der ligges dræn, laves der et lille snit i trommehinden, som vokser sammen igen. Der kommer her lidt arvæv, men det har ingen betydning.

Lyd får trommehinden til at vibrere, og denne vibration sætter gang i en kæde, som vi til slut opfatter som lyd. Hvis man får lagt dræn RIGTIG mange gange dannes der mere arvæv, som kan gøre trommehinden mere stiv, og derfor kan den ikke vibrere ligeså kraftigt. Det giver en forringelse af lydstyrken.

Animation af hvordan dræn ligges

6. Barnet med dræn må ikke bade i svømmehallen

Falsk

Barnet med dræn må gerne bade i svømmehal. Men når der er dræn, er der også en indgang til mellemøret, og derfor bør man undgå at dykke samt varme spabade, hvor bakterier trives.

Et godt råd er at bruge et pandebånd, der forhindrer vand i øregangen eller vandafvisende vat.

 pandebånd, pandebånd mellemørebetændelse, ondt i ørerne, bade pandebånd, svømme pandebård

7. Helsemedicin og alternative behandlinger virker på mellemørebetændelse

Falsk

Der findes ingen videnskabelig evidens for, at naturmedicin eller alternative behandlinger virker mod mellemørebetændelse.

 8. Man må ikke komme i daginstitution, når man har mellemørebetændelse

Delvist sandt

Mange daginstitutioner har en regel om, at et barn med mellemørebetændelse ikke må komme i daginstitution. Dette er ikke grundet mellemørebetændelsen i sig selv, men derimod barnets almene tilstand. Et barn med mellemørebetændelse kan kræve ekstra af personalet, hvilket der ikke er mulighed for.

Mellemørebetændelser er oftest forårsaget af forkølelse og bakterier. Søskende udgør den største risiko for smitte af forkølelsesvirus. Af samme grund udgør daginstitutionen, hvor der deles legetøj, også en betydelig risiko. Frekvensen af smitte stiger med antal børn pr. Kvadratmeter. Passiv rygning synes også at udgøre en risiko, da barnets slimhænder irriteres. Man råder desuden til, at barnet ammes i minimum 4 måneder, da flaske og sut har en negativ effekt. Hvis barnet kun bruger sutten ved indsovning, kan man reducere risikoen for mellemørebetændelse med 30 %.

Derfor er de bedste (og måske meget urealistiske) forudsætninger for at undgå mellemørebetændelse følgende:

  • Enebarn
  • Ammet i 4 måneder
  • Passes i hjemmet uden deling af legetøj og sutter
  • Bruger ikke sut
  • Ikke-rygende forældre
  • God hygiejne med sutter og legetøj, der deles med andre

 

I kan søge på youtube på den faglige betegnelse ”Otitis media”, der viser hvordan trommehinden ser ud ved normal og inflammatorisk tilstand og hvordan man lægger dræn.  Der er masser af gode videoer, hvis man ikke er så sart.

 

Fagpersoner inddeler mellemørebetændelse i SOM og AOM. Fælles for de to er et undertryk i mellemøret.

SOM defineres som væske og negativt tryk bag en intakt trommehinde uden infektion

AOM defineres som en viral/bakteriel infektion i mellemøret

 

Kilder:

https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/oere-naese-hals/sygdomme/mellemoere/mellemoerebetaendelse-akut/

https://blausen.com/da/video/dr%C3%A6n-i-%C3%B8ret/

http://www.cochlear.com/wps/wcm/connect/dk/home/understand/hearing-and-hl/what-is-hearing-loss-/types-of-hl/conductive-hearing-loss

Børn og ører, inflammatoriske mellemøretilstande af Mikkel Holdelund & Jesper holmelund, LEO temabog.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.