Da jeg for snart seks år siden fandt ud af, at jeg skulle være nogens mor, svømmede mit hoved straks over med idylliske billeder af livet som børnefamilie.
Især et billede gik igen: mor, far og børn samlet omkring bordet med brætspil, hygge og god stemning (lidt a la en kvalmende idyllisk reklame for et morgenmadsprodukt).
Men så kom den der baby, og en mere. Fem år gik, hylderne svømmede over i brætspil, men knap så mange hyggestunder omkring bordet.
Herhjemme bliver klodserne fra klodsmajor brugt til at bygge fort, kuglerne fra kalaha gemmer vi i potteplanterne og brikkerne fra billedlotteri er tygget i stykker af en lidt for sulten baby.
Og hvor vil jeg så hen med det? Jeg vil hen til en succesoplevelse: Fordi for et par uger siden modtog jeg brætspillet ”Alle mine følelser – indeni og udenpå” fra Ciha.dk. Selve looket og illustrationerne kunne simpelthen ikke være mere lækre, og selvom vi mødre af og til gerne vil benægte det, så smitter vi altså vores unger ret meget, når vi er entusiastiske omkring noget (det gælder i øvrigt også den anden vej, og er muligvis en medvirkende årsag til, at vi aldrig rigtig er kommet i mål med det der Kalaha).
Jeg synes, at spillet ”Alle mine følelser” fortjente noget momentum, og jeg ville rigtig gerne lykkes med det, og få en god spiloplevelse sammen med mine unger.
Derfor lod jeg ungerne bestemme, hvor vi skulle sidde og hvordan spillet skulle sættes op osv. Man er vel pædagog in spe, og det er noget med, at børn synes det der medbestemmelse er ret lækkert. Vi blev placeret på gulvet foran en radiator, og glæden var stor, da min femårige foldede den gigantiske spilleplade ud. Det var lækkert, at spillet var så nemt at sætte op, så vi kunne komme hurtigt i gang med at spille.
Og nu kommer det overraskende: VI sad sammen og spillede i næsten en halv time.
Det er altså lang tid for en femårig dreng at forholde sig nogenlunde i ro. Allerede her var succeskriteriet sådan set opfyldt, men det bedste og vigtigste ved den her spiloplevelse var de snakke vi fik omkring spillet.
Jeg er mor til en dreng som er meget i kontakt med sine følelser. Han føler en hel masse (det gør hans mor i øvrigt også), men det er ikke altid, at han kan sætte ord på de der følelser. Det var så fedt at se ham vise, hvordan man fx er bange, og så forstod han, at han skulle knytte en historie til. Han fortalte om dengang hans far tog ham med i en rutsjebane i Legoland (som han i øvrigt slet ikke var høj nok til, men lad nu det ligge). Han beskrev, hvordan han blev bange, da det føltes som om hans hoved var ved at falde af, når de fløj ned ad rutsjebanens bakker.
Når man er mor, så kender man den der følelse af, at ens børn egentlig larmer rimelig konstant, de snakker, afbryder og laver lyde, men når man spørger dem om noget, så kan det være svært at få svar. Med spillet ”Alle mine følelser” fik vi pludselig svar.
Da min dreng skulle fortælle om følelsen overrasket fik vi pludselig en historie fra børnehaven vi aldrig havde hørt før.
På den måde har spillet åbnet op for nogle virkelig gode snakke, og jeg vil helt sikkert finde spillet frem ofte, når jeg er lidt nysgerrig på, hvad der egentlig foregår i min lille drengs liv. Som bonusinfo kan jeg fortælle, at det var en åbenbaring for min søn at høre farmand fortælle om, hvordan voksne også kan være bange eller kede af det.
Og endnu en bonusinfo: Der er ingen vindere eller tabere i det her spil, og det er virkelig godt tænkt, for lige præcis følelsen af at tabe kan være temmelig svær for sådan et lille menneske.
De varmeste anbefalinger herfra, hvis du også går og drømmer om lidt mere brætspilshygge, refleksion og gode snakke i det der vidunderligt vanvittige børnefamilieliv.
Anmeldelsen er skrevet af Mette, der står bag profilen @morforsoeg
Skriv et svar