Piktogrammer – hvordan og hvorledes?

Du har sikkert allerede hørt om piktogrammer og hvordan de bruges i forbindelse med børn der har fået en diagnose, at de giver genkendelighed og tryghed til børnenes hverdag, de letter dagens rutiner da børnene ved hvad de skal og ikke skal ud fra billederne.

Men er det kun børn med diagnoser der får en lettere hverdag med piktogrammernes hjælp?

Nej! Alle børn og voksne får støtte fra de små kort. 

Vi ved alle, og har hørt det en million gange, at rutiner, rutiner og atter rutiner er godt for vores børn- store som små. Piktogrammerne bliver allerede brugt i børnenes institutioner, SFO og i indskolingen til at fortælle hvad der skal ske i løbet af deres dag – et visuelt støttesystem som guider børnene.

Så hvorfor ikke også give dem den hjælpende hånd derhjemme?

MEN ER DET ALT DE KAN? FORTÆLLE HVAD DER SKAL SKE?

Piktogrammer er meget mere end blot et kort. Herhjemme fungere de som en ekstra voksen, en voksen der guider, hjælper og fortæller vores børn hvad de nu skal når jeg ikke lige har tid eller står med aftensmaden, madpakkerne og skal skifte ble på den yngste på samme tid.

Kortene er et hjælpemiddel til at styrke mit barns selvværd og selvtillid. For når jeg siger, at nu er det sengetid, så løber Emilie ned og kigger hvad hun skal, smider tøjet, tager nyt på og kommer løbende med tandbørsten og tandpastaen for nu skal vi børste tænder og så skal vi læse bog med stolthed i stemmen og optur over den succes hun netop lige har opnået.

Det er et redskab der styrker vores børns selvhjulpenhed, giver dem ro og tryghed i hverdagens rammer, både de vante og uvante. De giver en hjælpende hånd til at udforske nye ting, da kortene skaber genkendelighed i uvante situationer om det der en udflugt med børnehaven, ferie eller andet.

Jeg oplever selv at blive nervøs når jeg skal noget uvant i en alder af 26 år. Får jeg at vide hvad der skal ske, så er jeg mere rolig og har langt mere gå-på mod på dagens oplevelser.

Sådan er det også for børn.
Vi elsker alle at vide hvad der skal ske.

Og vores børn elsker at komme og vise hvad de har lavet! Når Emilie kommer med tandbørsten er hun 1m højere end inden for hun har helt selv gjort det! En følelse jeg som mor elsker at se mit barn have- og jeg kan ikke tage æren for den lykkerus hun er i, det er hendes egen fortjeneste takket være vores kort.

HVORDAN BRUGES PIKTOGRAMMERNE SÅ I PRAKSIS?

Den traditionelle måde at bruge piktogrammerne på er, at hænge dem op, vælge de billeder som beskriver dagens aktiviteter/begivenheder og derefter gennemgå dem sammen med barnet. Hæng dem et sted hvor barnet kan se dem og lad evt. barnet hjælpe med at finde og hænge dem op. De kan sagtens hænge forskellige steder i huset alt efter hvad dit barn har brug for, det kan være overordnet eller mere uddybende.

Vi har 3 børn i husstanden herhjemme, Emilie på 5,5, Asta på 2,5år og Nora på 8md. Den store har styr på toiletrutinerne men Asta begynder selv at vil klare tingene og dermed også toiletrutinerne. Vi har derfor valgt, at hænge piktogrammer op på badeværelset så hun kan se hvad hun skal efter et toiletbesøg.

Toilet – tørre sig – trække ud – vaske hænder – tørre hænder.

Vi har også en række hængene inde på den stores værelse til morgenrutinen, jeg står alene med alle tre børn hver morgen og jeg kan bare mærke, at det hjælpe mig enormt herhjemme at børnene ved hvad de skal. Glemmer de det, så ved de hvor de skal kigge. På Emilies værelse hænger der billeder af;

Seng – tøj – morgenmad – fjernsyn – børste tænder – overtøj

Og jeg kan virkelig mærke en forskel på vores morgner, aftenrutiner og toiletrutiner fordi børnene ved hvad der skal ske. Og ikke mindst, deres stolthed når de har klaret rutinerne selv.

Selvfølgelig har vi også morgener hvor det hele kokser fordi at de af den ene eller anden grund ikke gider afsted, eller ønsker 7 bamser med i børnehave fordi Emilie har aftalt med en veninde, at de skal til bamse fødselsdag. Det fikser kortene ikke, men overordnet er de en hjælpende hånd!

Du kan også lave en mere generel liste som; morgenmad, børnehave, hjem, spil, aftensmad, bad, i seng.

Leg lidt med dem og find ud af hvad der passer bedst til dit barn og jeres hverdag. Den udførlige liste eller den mere overordnet.

KAN MAN BRUGE DEM TIL ANDET?

JA!!!!

Du kan bruge piktogrammerne på alverdens måder, jeg har her skrevet lidt af de måder vi bruger piktogrammerne fra ciha på:

Tegn efter:
Denne idé var faktisk Emilies, vælg den ting du vil lære at tegne og så kig efter kortet. Simpelt, nemt og ligetil.

Lav din egen historie:
Om det er sengetid eller midt på dagen er historiefortælling altid et hit herhjemme. Lad barnet vælge hvad der skal ske i historien og digt den ud fra de kort I sammen vælger.

Minder:
Gennemgå gode minder med barnet, sjove ting i har oplevet eller andet og underbyg historien med piktogrammerne, spørg barnet ‘kan du huske hvad der skete efter vi havde…’ evt. find tre kort på forhånd, hvor barnet skal finde det rigtige.

Sange:
Lidt ligesom med historiefortællingen, her kan I finde billeder der passer til sange I allerede kender, eller lav jeres egne sange.

Udvid dit ordforråd:
Denne kan laves i forskellige udgaver. Til det mindre barn – brug kortene som træning til udtalelse, den voksne siger ordet og barnet skal gentage det. Til det større barn – del ordet i stavelser, evt. blot ved at klappe i hænderne

Hvad har jeg på hovedet?
Du kender sikker godt allerede denne leg, vi eeeeeeeeeeeelsker den herhjemme!
Find et hårbånd, tag det på og vend kortene med billederne nedad. Den der har hårbåndet på, tager et kort og sætter det op i hårbåndet uden at kigge på kortet.De andre deltagere skal herefter fortælle ting om kortet, uden at sige hvad der er på – den med hårbåndet skal nu gætte hvilken ting eller handling der er på billederne.

Hvilken ordklasse er kortet?
Denne er velegnet til de lidt større børn da den omhandler ordklasser (navneord, udsagnsord, stedord, tillægsord osv.) Vælg et kort og lad barnet fortælle dig hvilken ordklasse handlingen/tingen er.

Min store snikke snakke bog
Kortene passer til bogen, eller de er tegnet i samme stil. vi har læst bogen og så har Emilie bagefter skulle forklare det vi læste med piktogrammerne. (det er ikke alle siderne man kan dette med, med overordnet kan det godt lade sig gøre)

Godnatsang kortet bliver her brugt til, at lave sange med. Denne bruger emilie til at vise Elefantens vuggesvise – ‘nu tændes der stjerner på himlens blå’

HVORFOR LIGE PIKTOGRAMMERNE FRA CIHA?

Vi har modtaget piktogrammerne i gave og også derfor der står reklame – de er ikke vores første sæt piktogrammer men de er dem ungerne har været gladest for.

Det jeg godt kan lide ved disse piktogrammer er, at der høre en stak med, med personer uden hår og tomt navnefelt. Så vi startede med, at vi alle tegnede os selv, gjorde dem personlige og ungerne fik en god start med dem. Dette kunne man nemlig ikke på vores tidligere piktogrammer.

De er tykke og kan tåle hænderne på en 8 måneder gammel baby, uden at de bliver krøllet. Man kan finde et hav af piktogrammer under googles billeder til print selv, det har vi prøvet, vi har endda også lamineret dem, men de holder bare ikke nær så godt som disse.

Vi har bogen ‘min store snikke snakke bog’ fra Ciha (købt og betalt) hvor man følger en mor, far og deres to børn. Kortene er tegnet i samme stil så de faktisk passer sammen – hvilket mine børn synes var vildt fedt og kun gav dem lyst til at læse bogen igen.

Prisen synes jeg er fin 299,95 der er nogle kort i pakken som vi aldrig får brugt i hverdagen fx høreapparat, men så bliver de inddraget i leg og er med til at lærer ungerne om forskellighed.
Kortene kommer i en fin tyk kasse, så de kan pakkes væk uden at tage skade.

Kærlig hilsen Rikke Fønsskov

Kærlig mor til tre bavianer, gift med junglens konge og lykkelig iblandt mine leverpostejsmadder og pletter i sofaen.
Se mere fra mig på min instagram profil @fru.foensskov

Du kan læse mere om piktogrammerne og se video af psykolog Ina Haller HER

Ét svar til “Piktogrammer – hvordan og hvorledes?”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.